Foto: William Vest-Lillesøe

Uddannelse og en retfærdig verden

Her i Danmark har alle børn både ret og pligt til at gå i skole. Desværre er det ikke sådan alle steder. I dag er der 67 millioner børn i fattige lande, der ikke kommer i skole.

34 millioner børn forlader hvert år skolen før tid. Det er som oftest piger, der må forlade skolen. Det betyder, at mange børn ikke når at lære at læse, skrive og regne.

Et af verdensmålene skal sikre, at alle børn i verden får en uddannelse. Men ikke nok med det. Det skal også være en uddannelse, der er god. Derfor må klasselokalerne ikke være for fyldte. Skolebøgerne skal være i orden. Og lærerne skal være uddannede.

Et andet af målene skal sikre, at piger og drenge, kvinder og mænd har de samme rettigheder. I dag er der flere drenge end piger, der får en uddannelse, og flere mænd end kvinder, der bliver politikere. Og mænd tjener tit mere end kvinderne. Er det fair? Og er det fair, at millioner af børn verden over må arbejde i stedet for at gå i skole?

At komme i skole er ikke kun vigtigt for børnene, men også for det land de lever i. I skolen lærer man om de rettigheder, man har – hvad må man, og hvad må man ikke? – og man lærer, hvordan verden hænger sammen, og hvad man selv kan gøre for at få et bedre liv. Jo flere børn, der kommer i skole, jo mere demokratisk bliver verden – og jo mere fred får vi.

Læs mere om temaet: Uddannelse og en retfærdig verden

PowerPoint: Uddannelse og en retfærdig verden