Børn med våben - trin 3

Det skønnes, at der verden over lige nu er 300.000 aktive børnesoldater, og i Liberia kæmpede over 15.000 børn som soldater i borgerkrigen, der strakte sig fra 1989 til 2003. Det til trods for at FN’s Børnekonvention forbyder brug af børn i krig.

En børnesoldat er ethvert barn – pige eller dreng – under 18 år, der tvunget eller frivilligt rekrutteres eller bliver brugt i væbnede grupper. De fleste er teenagere, men mange er helt ned til 10 år eller yngre. Størstedelen er drenge, men også et betydeligt antal piger bliver benyttet som børnesoldater.

At være børnesoldat er ikke kun at kæmpe med våben, det er også at lave mad, gøre rent og bære tunge ting for soldaterne. Alt sammen opgaver, der bidrager til soldaternes kamp. Det er også meget almindeligt, at både piger og drenge bruges til seksuelle ydelser, og piger helt ned til 10 år og yngre holdes som sexslaver af lederne for de væbnede grupper. Dør en leder, så foretages en rituel renselse, hvorefter pigen typisk overgår til en anden oprører. Ud af de piger, som bliver brugt som børnesoldater, bliver næsten samtlige voldtaget og tvunget til seksuelle ydelser. Udover at det er et overgreb i sig selv, medfører dette også sexsygdomme såsom HIV/AIDS samt uønskede graviditeter.

Brug af børn i krig

At børn bruges som soldater, er der mange årsager til. Mindre våben har gjort det nemmere at inddrage børn I krig. Mange våben i dag kan nemt blive båret og brugt med døden til følge af børn i alderen 10 år og nedefter. Og når en krig har stået på i mange år, som den i Liberia, slipper hærens andel af voksne soldater op, som så skal erstattes med nye, der ofte, jo længere tid en krig står på, vil være yngre og yngre. De fleste af børnesoldaterne er blevet kidnappet og tvunget ind i væbnede grupper, men der er også et stort antal, som enten melder sig selv frivilligt eller hvis forældre tilbyder dem til militær tjeneste.

Et af de største grundlag til at melde sig selv er fattigdom. Forældre, der lever i dyb fattigdom, kan være fristede af at tilbyde sine børn til militær tjeneste - især i de konflikter, hvor forældre kan få udbetalt penge til gengæld. Forældrene kan også føle sig pressede eller truede af myndighederne til at udlevere børnene. Børn kan ligeledes finde på at melde sig ”frivilligt”, hvis det er den eneste metode til at få daglige måltider, tøj og medicinsk behandling. Et andet grundlag til at melde sig selv kan være et ønske om hævn eller en illusion om, at de gennem militær tjeneste kan beskytte deres familier.  Som følge af langvarige konflikter vil skoler ofte lukke ned, hvilket kan være endnu en årsag til, at børn melder sig frivilligt til militær tjeneste.

Børn fra velstillede familier er ofte i mindre risiko for at blive børnesoldater. Dette skyldes blandt andet, at familierne kan betale for børnenes frihed, eller at de har forbindelser til at få politisk indflydelse. Andre velstillede forældre vælger endda at sende deres børn ud af landet for at undgå, at de bliver taget som børnesoldater.

Børnene hærdes med stoffer og vold

Børnesoldaterne bliver ofte ”bedøvet” før kamp med alkohol og stoffer for på den måde at miste de hæmninger, de kan have i forbindelse med at udøve vold og slå ihjel. For at hærde dem til at begå grusomheder bruger man også ofte at lade dem overvære ekstremt grusomme handlinger, og mange børnesoldater bliver i starten tvunget til selv at begå ufattelige handlinger såsom at torturere og slå deres egen familie eller andre fra deres eget samfund ihjel.