Charles Taylor - trin 3 og 4

Charles Taylor var en af de store krigsherrer i borgerkrigen i Liberia, og det var ham, der overtog magten efter Samuel Doe. Han er vokset op i Liberia, men tog sin uddannelse i USA, hvor han studerede økonomi. Derefter tog han tilbage til Liberia og arbejdede i en periode i Does regering, men han blev anklaget for bedrageri og flygtede derfor til USA i 1983. Her blev han arresteret efter ordre fra Doe og blev sat i fængsel. Det lykkedes ham dog at flygte fra fængslet tilbage til Afrika. Her opholdte han sig i en periode i Libyen, hvor han fik militær træning, som var arrangeret af Libyens forhenværende og nu afdøde diktator Muammar Gaddafi.

I 1989 dannede Charles Taylor oprørsgruppen National Patriotic Front of Liberia (NPFL), som invaderede Liberia fra Elfenbenskysten, hvilket er et naboland til Liberia. Formålet var at overtage magten fra Doe. Samuel Doe blev dræbt i 1990 af en anden oprørsgruppe, som også kæmpede for magten. Charles Taylors invasion blev starten på en borgerkrig, som endte med at vare i 14 lange år.

I 1997 blev Taylor valgt som præsident, men valget var ikke demokratisk, blandt andet fordi Taylor pressede og terroriserede folk til at vælge ham. Efter en kortvarig våbenhvile voksede modstanden mod Taylor, og borgerkrigen brød atter ud. Den sluttede først i 2003, da Charles Taylor forlod Liberia og gik i eksil i Nigeria efter stort internationalt pres.

Charles Taylor har mange menneskeliv på samvittigheden i Liberia, men også i Sierra Leone, hvor han støttede en brutal oprørsgruppe i landets borgerkrig. Det bliver han nu retsforfulgt for, men han er endnu ikke blevet stillet over for en dommer for de forbrydelser, han har begået i Liberia. I Sierra Leone er han anklaget for at have begået forbrydelser mod menneskeheden, og han menes at være ansvarlig for mord, lemlæstelse, voldtægt, sexslaveri og for at træne og bruge børn som soldater. Han har erkendt sig ikke-skyldig. Retsprocessen foregår i Haag efter ønske fra Liberias nuværende præsident, Ellen Sirleaf, fordi hun frygtede, at en retssag i Sierra Leone ville skabe stor ustabilitet i regionen, særligt i Liberia og Sierra Leone.


Præsident Ellen Johnson Sirleaf har indrømmet at have støttet Charles Taylor økonomisk i starten af borgerkrigen. Her ses Sirleaf med præsident Obama - foto: Wikipedia Public

Som du kan læse her, støttede Ellen Sirleaf, Charles Taylor i starten af borgerkrigen. Sandheds- og forsoningskommissionen anbefalede, at personer involverede i borgerkrigen ikke kunne stille op til politiske poster i 30 år, hvilket altså også gælder for Ellen Sirleaf. Dog er der blevet taget let på denne afgørelse, formentlig fordi hun selv nedsatte den kommission, der skulle undersøge krigen, og samtidig indrømmede hun åbent, at hun støttede Taylor økonomisk i starten af borgerkrigen med det formål at vælte Does tyranniske og undertrykkende regime.

Her kan du læse mere om Charles Taylor og bloddiamanter