Cyrus har store planer for fremtiden

Cyrus fulde navn er Cyrus Beneno Blayon.

Han har seks søstre og 12 brødre, altså 18 søskende i alt. Cyrus far er gammel. Han er 73 år, og måske er det derfor, at han ikke helt kan huske, hvor mange kvinder han har fået børn med. Men alle børnene, dem kan han huske.

Den by, som Cyrus bor i, hedder Waahodo wodok. Wodok betyder by. Waahodo ligger i et af de områder i Sydøstliberia, hvor IBIS har hjulpet med at få børn i skole. Faktisk var der slet ingen skoler i Waahodo, før IBIS begyndte sit arbejde i samarbejde med andre organisationer.

Cyrus var som syvårig heldig at starte i 1. klasse i en IBIS-klasse, som egentlig er beregnet til større børn, som aldrig er kommet i skole på grund af borgerkrigen. Her kan børnene komme hurtigt igennem skolen. Faktisk så hurtigt, at seks års skolegang kan klares på kun tre år. Det hænger sammen med, at eleverne i disse klasser lærer på andre måder, end de er vant til. De inddrages i undervisningen, og på den måde hænger tingene meget bedre fast, end når eleverne i time ud og time ind skal gentage efter læreren og skrive af efter tavlen. Den undervisningsform er meget udbredt i Liberia. Det er den type klasser, der samles ind til i 2012. Du kan læse om dem her.

Når der ikke er andre skoler i området, får de yngre børn også lov at gå der. Det er altså det, der er sket med Cyrus. Derfor har han bevæget sig så hurtigt igennem skolen, at han nu går i 6. klasse, selvom han kun er 9 år. Netop som vi taler om skolen, kigger skoleinspektøren forbi og siger, at Cyrus er en af de bedste elever i klassen.


Cyrus og alle de andre børn går i kirke - foto: Tine Harden

Og Cyrus har en plan. Når han er færdig med 6. klasse til sommer, vil han fortsætte i 7.klasse på en anden skole inde i den større by Harper, som ligger få kilometer fra Waahodo. Når han går ud af skolen, vil han på universitet for at blive mekanikeringeniør, siger han. Han kender nemlig en mekaniker i landsbyen og har set, hvordan han arbejder. Det kunne han godt tænke sig. Der er ikke mange biler at reparere her. Men det er der i USA.

Som du fik at vide i LæseRaketten har Cyrus en onkel i USA. Det er faktisk farens fætter. Han rejste for 10 år siden for at være soldat i den amerikanske flåde. Cyrus er lidt ærgerlig over, at han ikke har sendt billeder hjem, men af og til sender han penge. Cyrus’ far taler ofte i telefon med onklen, men han glemmer hele tiden at få at vide, hvilken stat han bor i.

På vej til kirke møder Cyrus en af sine venner, som kommer ude fra marken med en stor tung sæk på hovedet. Han har et langt sukkerrør i den ene hånd og holder sækken med den anden. Cyrus får lov at knække et stykke sukkerrør af stangen og gumler lystigt på det resten af vejen til kirken. Den lakrids, vi giver ham, smager han på, men efter lidt tid vælger han at spytte den ud. Så hellere sukkerrør.