Ofte er der flere grunde til, at en borgerkrig opstår. Det var der også i Liberia, og for at forstå hvorfor borgerkrigen brød ud i 1989, er det vigtigt at vide, hvad der gik forud.

Liberia har en meget speciel historie, som ikke minder om de øvrige afrikanske landes. Det er det eneste land i Afrika, der aldrig er blevet koloniseret af europæiske lande.

I 1822 kom frigivne slaver fra USA sejlende til det vestafrikanske land. USA havde gjort dem til ejere af landet. Amerikanerne mente, at slaverne, som oprindeligt stammende fra Afrika, ville få det bedre der end i USA. Man havde ikke tænkt på, at der i forvejen boede mennesker i det land, der senere skulle få navnet Liberia.

Republikken Liberia

De frigivne slaver slog sig ned i landet, og d. 26. juli 1847 blev republikken Liberia grundlagt. Navnet Liberia kom af det latinske ord liber, som betyder ”den frie”, og det skulle være et symbol på slavernes genvundne frihed.
Frihed var dog ikke det, der kom til at præge livet for den oprindelige befolkning i Liberia. De frigivne slaver, som af den oprindelige befolkning blev kaldt ”Congo’er” udgjorde kun ca. 5 % af befolkningen. Alligevel var det Congo’erne der sad på magten i landet. De havde ikke meget til fælles med den oprindelige befolkning, og de dannede en politisk og økonomisk overklasse i samfundet.

I princippet havde Liberia demokrati, men den oprindelige befolkning blev nægtet demokratiske rettigheder. De havde ikke stemmeret, og de blev diskrimineret af Congo’erne. Man kan sige, at Congo’erne, som selv havde været slaver, nu behandlede den oprindelige befolkning i Liberia som slaver.

Congo'erne og Mandingo'erne

Dog var der en etnisk gruppe fra den oprindelige befolkning, som fik flere rettigheder end de øvrige etniske grupper. Denne etniske gruppe, Mandingo’erne, var nemlig særligt gode til handel. Derfor kunne Congo’erne bruge Madingo’erne til at skabe økonomisk velfærd. At Congo’erne favoriserede én etnisk gruppe, mens de undertrykte andre, skabte endnu mere splittelse og ulighed i samfundet, og der opstod langsomt et had mellem Congo’erne og Madingo’erne og de øvrige etniske grupper.

Congo’erne regerede med støtte fra Madingo’erne landet frem til 1980. I mellemtiden fik landet dog en præsident, som forsøgte at gøre samfundet mere demokratisk og derved gøre livet bedre for den oprindelige befolkning. Hans navn var William Tubman. Han fik gennemført en række reformer, som skulle gøre kløften mellem Congo’ern og den oprindelige befolkning mindre, men efter hans død i 1971 gik Liberia ind i en periode med økonomisk krise. Den økonomiske krise skabte store problemer for det i forvejen skrøbelige samfund, og der herskede stor utilfredshed blandt befolkningen.

Samuel Doe overtager magten

1980 sluttede det mangeårige Congo-dominerede styre, da sergenten Samuel Doe overtog magten i landet ved et militærkup, hvorved han dræbte den daværende præsident og efterføger til Tubman, William Tolbert, og en lang række af hans støtter.
Samuel Doe, der var fra den oprindelige befolkning, mindskede ikke de etniske spændinger i samfundet. De ti år, han regerede landet, bar præg af stor ulighed, korruption og vold. Doe favoriserede, af samme økonomiske bevæggrunde som Congo’erne havde haft, den etniske gruppe Mandingo og udelukkede andre etniske grupper fra det politiske sanfund. Op igennem 80’erne blev Doe udsat for op til flere kupforsøg, og i 1989 indledtes et oprør, ledet af det tidligere regeringsmedlem, Charles Taylor. Et oprør, som blev starten på den 14 år lange borgerkrig.

Læs mere om krigen her i artiklen Borgerkrigen