Dværgflodhesten - trin 2

Dybt inde i Liberias regnskov lever dværgflodhesten. Dværgflodhesten ligner en almindelig flodhest, men den er meget mindre. Helt lille er den nu ikke. Den kan nemlig veje op til 270 kg, og så er den omkring 75 cm høj og 1,5 meter lang. Men sammenligner man den med den almindelige flodhest, forstår man godt, hvorfor den bliver kaldt for dværgflodhesten. Den store flodhest kan veje over tre tons og blive fire meter lang. Da man første gang så en dværgflodhest, troede man, at det var en unge af den store flodhest. Først senere fandt man ud af, at den var en selvstændig art.

Ingen selskabsløve 

Dværgflodhesten bruger det meste af dagen på at slappe af i et vand- eller mudderhul. Dværgflodhesten er et natdyr, så det er først, når mørket falder på, at den går på jagt efter føde. Dværgflodhesten spiser blade, urter og planter. Men den er også glad for nedfaldne hårde frugter, som den kan åbne med sine skarpe hjørnetænder.


Dværgflodhesten kan veje op til 270 kg - foto: Raimond Spekking

Når dværgflodhesten spiser, larmer den så meget, at det kan høres på 50 meters afstand. Men dens smasken generer ikke nogen som helst. Dværgflodhesten trives nemlig bedst i ensomhed, og det er kun ved parring, at dværgflodhestene omgås hinanden.

Indbygget solcreme

Vidste du, at det ikke kun er mennesker, der bruger solcreme for at beskytte sig mod solen? Faktisk bruger visse dyr også solcreme, men dog en lidt anden slags, end den vi køber i supermarkedet. Elefanter og næsehorn bruger for eksempel mudder for at beskytte sig mod solen. Dværgflodhesten kan her noget helt specielt - den kan lave sin egen solcreme!

Dværgflodhesten er i stand til at producere en fedtet væske, som både holder dens hud fugtig, beskytter mod bakterier samt mod solen. Væsken er rødlig, så før i tiden troede man, at dværgflodhesten svedte blod, når den egentlig bare var i gang med at smøre solcreme på.

Et truet dyr

Der er desværre ikke mange dværgflodheste tilbage i verden. Dværgflodhesten lever kun i få lande i Vestafrika, og faktisk var man bange for, at dværgflodhesten ikke havde overlevet borgerkrigen i Liberia. Borgerkrigen havde ikke kun alvorlige konsekvenser for den liberianske befolkning, men også for Liberias natur og dyreliv.

Under borgerkrigen blev Liberias regnskov fældet helt ukontrolleret. Det er dyrt for et land at være i krig, og Liberias præsident under borgerkrigen, Charles Taylor, betalte dele af krigen ved at sælge tømmer til blandt andet Europa og Kina. Med pengene fra tømmeret købte Taylor så våben til de oprørsgrupper, der støttede ham. De firmaer, der købte tømmer fra Liberia, var således både med til at fælde regnskoven og til at betale for krigen, som gik ud over mange mennesker og dyr.
Desværre tog det flere år, før det fik konsekvenser for firmaerne, hvis de fortsatte med at importere tømmer fra Liberia. Derfor nåede store dele af dværgflodhestens levested at blive ødelagt.

Dværgflodhesten overlevede heldigvis borgerkrigen, men desværre er der nu langt færre dværgflodheste tilbage i verden, end der var inden krigen.
Selvom skovfældningen i Liberia i dag er langt mere kontrolleret, er den stadig en trussel for dværgflodhestens overlevelse. En anden trussel mod dværgflodhesten er krybskyttere.
Udover at dværgflodhestens kød kan sælges, er dværgflodhestens værdifuld for krybskytterne, da dens tænder kan sælges som elfenben og dens kranium bruges i traditionel juju-medicin.

Har du lyst til at hilse på en dværgflodhest?

Selvom man bevæger sig dybt ind i Liberias regnskov, skal man være rigtig heldig for at få øje på en dværgflodhest, da den er meget sky. Men faktisk behøver man slet ikke tage til Vestafrika for at se dværgflodhesten, for der lever faktisk et par stykker i Danmark, i Aalborg Zoo og Givskud Zoo.

Kan du dog ikke vente så længe, kan du se videoer af dværgflodhestene i Givskud Zoo her:

Se hvordan dværgflodhesten laver solcreme
Se en dværgflodhesteunge