Eliseu kigger op og ned ad den støvede hovedgade. Hans mave rumler. Klokken er tre om eftermiddagen. De børn, der går i skole om formiddagen, har for længst fået fri. Eliseu har ikke været i skole. Siden klokken halv syv har han bare ventet på kunder. Men ingen har haft brug for de små plasticposer med salt, stænger af sæbe eller strimler af dækslanger, som Eliseu sælger for sin fætter.

Endelig sker det. En mand stopper op for at købe noget. Eliseu måler to meter sort gummislange op. De er gode som elastikker, når man skal binde noget fast bag på cyklen. En gris for eksempel. Eller en sæk ris. Eliseu smiler genert, da han tager imod pengene. Han har intet spist siden dagen før. Nu kan han endelig få mad. Først når han har solgt for ti metical (to kroner), kan han købe sig noget mad. To kroner er nemlig den løn, han hver dag får af sin ældre fætter, som Eliseu arbejder for. Hvis han altså sælger noget. Og pengene bruger Eliseu på majsgrød. Dagens første måltid. I går var der ingen kunder. Derfor fik Eliseu ikke noget at spise, før han kom hjem til sin onkel om aftenen. Han laver selv mad. Også til sin fætter og onkel. Det er næsten altid bare majsgrød.

”Min mor er død, og jeg har ingen far. Derfor bor jeg hos min fætter og onkel,” fortæller Eliseu på 12 år, som er nummer to ud af en børneflok på fire. Det er to år siden, Eliseus mor døde. Han ved ikke, hvad hun fejlede: ”Hun var syg og havde diarré, og så døde hun,” siger han. Dengang gik Eliseu i 4. klasse og boede i en landsby. Siden har hverken han eller hans tre søskende gået i skole.

”Det har vi ikke råd til,” siger han. I starten tog Eliseus bedsteforældre sig af de fire børn. Men så en dag foreslog hans onkel, at Eliseu kom med til byen Alto Molocue, som ligger 70 kilometer fra landsbyen, så han kunne komme i skole. Det ville Eliseu gerne, for han var glad for at gå i skole. Men Eliseu går stadig ikke i skole. Han arbejder bare. Hver dag. Også lørdag og søndag. Fra morgen til aften.

”Jeg vil rigtig gerne i skole og lære at læse,” smiler Eliseu. ”Og det var derfor, vi hentede ham,” siger fætteren Emilio, som er 23 år. ”Jeg vil gerne hjælpe ham. Men lige nu har jeg ikke råd,” siger han. De penge, han og Eliseu tjener på at sælge sæbe, salt og gummislanger, skal fætteren nemlig bruge til sine egne kladdehæfter og blyanter. For selvom han er voksen, går han hver aften i skole for at gennemføre 10. klasse. ”Hvis jeg har råd, og Eliseu stadig gerne vil bo hos os, så kan han komme i skole til næste år”, siger Emilio. Mere vil han ikke love. ”Måske kunne jeg godt tænke mig at få min egen lille butik med tøj,” smiler Eliseu forsigtigt.