Familieliv - trin 2

Familieliv

I Liberia bor man sammen i familier ligesom herhjemme. Men ofte er der flere børn i familierne end i Danmark. I LæseRaketten kunne du for eksempel læse om Cyrus, der har 12 søskende. En del af forklaringen på, hvorfor forældrene får mange børn, er, at Liberia er et meget fattigt land. Der er behov for mange børn, der kan hjælpe med at forsørge familien ved for eksempel at hjælpe til i familiens landbrug.

Det betyder, at der i Liberia er mange børn, der arbejder i stedet for at gå i skole. Faktisk går 2 ud af 3 børn ikke i skole i Liberia. Når man får mange børn, er der også flere munde, der skal mættes. Ved at sende børn i skole kan de i fremtiden få bedre jobs og tjene flere penge, men det kan nogle gange være svært at forstå, når der er brug for mad på tallerkenen her og nu.

Ingen plejehjem i Liberia

I Liberia er det meget normalt, at bedsteforældrene bor sammen med familien. Man kunne aldrig finde på at sende de ældre mennesker på plejehjem. Faktisk findes der slet ingen plejehjem i Liberia. De ældre har stor livserfaring og visdom, hvilket giver dem høj status i de liberianske samfund.

Det skal også siges, at man i Liberia ikke bliver særlig gammel. Faktisk er den forventede levealder kun 57 år. Det vil sige, at de ældre mennesker dør, mens man i Danmark ikke engang er gået på pension i den alder. Den korte levealder i Liberia skyldes flere faktorer. Det hænger blandt andet sammen med kost og ernæring, hvilket du kan læse mere om under punktet mad.

Status og forventet levealder

Status har at gøre med den placering, man har i en gruppe. Jo højere ens status er, jo mere respekt har man. I Liberia har de ældre mennesker en høj status.
Forventet levealder kan også kaldes middellevealder. Det er den gennemsnitlige alder, som et nyfødt barn kan forvente at leve i det land, det bliver født. I Danmark er den forventede levealder for kvinder 81 år og 77 år for mænd.