Fra land til by - trin 3

Tendensen til, at en stigende andedl af befolkningen i et land lever i storbyerne, kaldes urbanisering. I Liberia, og udviklingslandene generelt, er denne tendens stigende, fordi storbyerne forbindes med bedre job- og uddannelsesmuligheder. For første gang i verdenshistorien er det nu sådan, at over halvdelen af verdens befolkning bor i byer, hvor det tidligere var sådan, at en langt højere procentdel af befolkningen var bosat på landet. Denne tendens forventes at fortsætte.

 

I Liberia har der været den samme tendens til urbanisering. Også her lever omkring halvdelen af befolkningen i større byer – de fleste i hovedstaden, Monrovia, hvor der bor 1 million mennesker ud af en samlet befolkning på 3,8 millioner. Befolkningen i Monrovia er tredoblet indenfor en periode på 15 år.

Slum

Som du kan læse i artiklen om skolesystemet i Liberia er det bedre muligheder for job og uddannelse i hovedstaden, der blandt andet lokker folk til storbyen. I storbyerne er der også flere hospitaler og læger, og der er ikke lige så langt imellem dem, som der er på landet. Men flugten til storbyerne er ikke kun positiv, men også forbundet med mange problemer – byerne kan nemlig ikke følge med den store befolkningstilvækst. Det gælder ikke kun i Liberia, men i adskillige storbyer verden over.
 

Den voldsomme tilflytning fra by til land har skabt enorme slumområder i en lang række storbyer, særligt i udviklingslandene. Slumområderne er som oftest de områder, hvor nyankomne slår sig ned, hvis de ikke har særlig mange penge. Slumområderne har som regel ingen vandforsyning, kloaksystem eller elektricitet, og boligerne er meget beskedne og består af selvbyggede huse eller skure med bliktag. Det, der kendetegner slumområder er også, at de er meget tæt befolkede, og der bor altså rigtig mange mennesker på meget lidt plads. Områderne er meget fattige og præget af sygdomme, f.eks. er børnedødeligheden meget høj i slumområderne. Desuden er der høj arbejdsløshed, kriminalitet og en høj grad af analfabetisme, hvilket betyder at der er mange, der hverken kan læse eller skrive.


Westpoint er Monrovias største slumkvarter - foto: Christian Damholt

Et område med sådanne problemer findes også i Monrovia i byens største slumkvarter, som hedder West Point. Her bor over 75.000 mennesker under så dårlige forhold, som man næsten ikke er i stand til at forestille sig. De har ingen adgang til toiletter og rent vand, og sygdomme som malaria og tuberkulose er meget udbredte. Nye blikskurene bliver bygget ovenpå bunker af affald, som har hobet sig op i årevis, og det er kun muligt at komme rundt i området via meget smalle stier, fordi skurene er bygget så tæt.

I Liberia er det dog ikke kun i slumområderne, at befolkningen ikke har adgang til rent drikkevand og toiletter. Kun ¼ af befolkningen har adgang til rent drikkevand, og så få som 15% har toiletter. I kystområder bruger befolkningen stranden som toilet, fordi der simpelthen ikke er andre muligheder. Faktisk er det sådan at næsten 1/5 af alle dødsfald i Liberia er relateret dårligt vand og hygiejne.