Under den 14 år lange borgerkrig måtte mange liberianere flygte til fredeligere steder enten i Liberia eller i nabolandene. Man skønner, at op imod en tredjedel af landets befolkning blev drevet på flugt. Flygtningene måtte efterlade, alt hvad de ejede, og mange var tvunget til at lade ældre familiemedlemmer blive tilbage til en uvis skæbne. Hele landsbyer blev efterladt og jævnet med jorden, og tilbage var kun de landområder, som tidligere havde tilhørt de liberianere, der nu var flygtet.

UNHCR er FN's flygtningeorganisation -foto: Kasper Gabs

Da borgerkrigen sluttede i 2003, fik flygtningene mulighed for at vende tilbage igen. De fleste søgte tilbage til de landområder, de boede på inden krigen, men landområder og ejendomme er altid konfliktpunkter efter en krig og var det således også i Liberia.

De mennesker, som blev tvunget til at flygte under krigen, ville forståeligt nok gerne vende tilbage til de grunde, de boede på før. Men mange steder var dette ikke muligt, fordi tidligere soldater havde bosat sig på de efterladte landområder. Soldaterne mente, at landområderne var deres fortjeneste for at have kæmpet. Da de hjemvendte flygtninge søgte tilbage efter krigen, fandt de, at deres landområder var beboet af andre.

Konflikten om landområderne gav anledning til øgede spændinger og grundlag til vold, og den ellers afsluttede krig var i fare for at blusse op igen.

Et af de områder i Liberia, der var og stadig er særlig problematisk, er byen Ganta. Ganta ligger på grænsen til nabolandene, Elfenbenskysten og Guinea, og er derfor strategisk godt placeret i forhold til handel med nabolandene. Byen har været landets økonomiske centrum, lige siden Congo’erne kom til, og dette har betydet mere velstand til de mennesker, der har været bosat i området i forhold til dem bosat i resten af Liberia.