Dans i Nicaragua

Nicaraguanere elsker at spille musik og danse. De danser blandt andet til fester og til optog. Når de danser, har de tit store kjoler på i flotte farver.

Indianerpigernes dans

Indianerpigernes dans er en kærlighedsdans. Den handler om en spansk erobrer, der er forelsket i en indiansk nicaraguansk kvinde.

Dansen er en kærlighedsinvitation, og i dansen gør erobreren alt, hvad han kan for at imponere kvinden.

Punta

Garífuna-folket har en meget traditionel dans, der hedder punta. De danser for det meste punta ved helligdage eller på andre vigtige dage.

I punta-dansen danser man i par. Det gælder om at være det par, der danser flottest – og helst flottere end modstanderne. Når man danser punta, vrikker man en hel masse med numsen og med hofterne, mens overkroppen bliver holdt helt stille.

Palo de Mayo

Palo de Mayo betyder ”majstang”. Majstangsdansen er en af de vigtigste danse i Nicaragua. Målet med dansen er at tilkalde livet og regnen, så høsten bliver god. Man fejrer altså regn og frugtbarhed.

Majstangen er en høj mast i træ, som er dekoreret med lange, farvede bånd, der er sat fast i toppen.

I den traditionelle dans danser kvinderne rundt om pælen. To mænd nærmer sig kvinderne og håber på at komme til at danse med dem, men kvinderne holder hænderne op for at afvise dem.

Oprindeligt stammer traditionen med majstangen fra Europa, men den er senere kommet til Nicaragua. I Danmark fejrer vi ikke længere traditionen ret mange steder, men i Sverige gør de det i forbindelse med midsommer – det er her, vi i stedet fejrer Sankt Hans.