Den sultne skovelefant

I Sierra Leones jungle lever skovelefanten. Den spiser 100 kg frugt og planter om dagen. Det tager lang tid at spise så meget. Derfor spiser den mad i 16 timer hver dag.

Der lever skovelefanter i Sierra Leone, men man skal være rigtig heldig for at møde en. De lever nemlig ikke på savannen, men inde i den tætte og fugtige regnskov.

Elefanter har store ører, men faktisk hører de ikke særlig godt af den grund. I stedet bruger de ørerne som køleanlæg. I Afrika kan det blive meget varmt, og når elefanten sveder meget, blafrer den med ørene. På den måde bliver blodet i ørene afkølet, og når blodet så løber tilbage til resten af kroppen, bliver kroppen nedkølet.

Skovelefanten er mindre end den anden afrikanske elefant, savanneelefanten. Skovelefanten kan veje op til 4,5 ton og dens ører er også mindre end savanneelefantens. Det er fordi, skovelefanten har brug for mindre nedkøling end savanneelefanten. I regnskoven kan skovelefanten let finde skygge, mens det er meget sværere for elefanten, der lever på savannen, hvor der kun er få træer at gemme sig bag.

I regnskoven bruger elefanten næsten hele dagen på at spise. Ja, elefanten bruger faktisk 16 af døgnets 24 timer på at gumle sig igennem blade, bark, frugter, grene og planter. Men der er ikke noget at sige til, at elefanten bruger så meget af sin dag på at spise. Skovelefanten spiser nemlig over 100 kg føde om dagen, og det tager lang tid.

Elefantens tænder er rigtig gode til at kværne føden med. Grene og græs slider dog meget på tænderne, og de bliver derfor slidt op i løbet af 8-12 år. Heldigvis vokser der nye tænder frem, som presser de gamle, slidte tænder ud. Elefanten har i alt seks tandsæt. Når det sidste tandsæt er slidt ned, dør elefanten af sult. Elefanten lever mellem 50 og 70 år. 

Der er ikke særlig mange elefanter tilbage i verden. For 100 år siden levede der fem millioner elefanter i verden. I dag er der kun omkring 600.000 tilbage. Særligt er den asiatiske elefant i fare for at blive udryddet, og man taler derfor om, at det er en truet dyreart. De afrikanske elefant har også været truet, men i dag går det lidt bedre for bestanden, og derfor kalder eksperterne siden 2004 ikke den afrikanske elefant for truet, men for sårbar.

Mange elefanter mister livet på grund af deres stødtænder. Ud af stødtænderne kan der laves figurer, smykker og klavertangenter, som kan sælges for mange penge. I dag er det forbudt at dræbe elefanter for at få deres stødtænder. Men det finder alligevel sted, og stødtænderne handles ulovligt på det sorte marked. Nogle mennesker forbinder produkter lavet af elfenben med rigdom og prestige, andre anser elfenben for at have helbredende egenskaber, og der er derfor stadig gang i handlen, selvom det blev forbudt i 1990.

Ikke kun krybskyttens skyld
Det er ikke kun krybskytteri og jagten på elfenben, der er grunden til, at der i dag traver færre elefanter rundt i junglen. Skovelefanten er truet af skovfældning. Når regnskoven fældes, mister elefanten nemlig sit levested. I mangel på vand og mad i regnskoven søger elefanterne nye steder hen. Det gør dem mere udsatte for jægere. Samtidig begynder dyrene at leve af landmændenes marker, og for at forhindre, at dyrene spiser afgrøderne, bliver de ofte skudt. Derfor dør mange skovelefanter, når regnskoven fældes.