Diamanternes betydning i Sierra Leone

Minerne i Sierra Leone giver arbejde til mange mennesker. Det er godt. For der er mange, der mangler et arbejde i Sierra Leone. Men det giver også problemer. I nogle miner arbejder der børn, som burde gå i skole. Miner kan også ødelægge jorden.

I Sierra Leone mangler der mange jobs. Det betyder, at mange ikke har et arbejde og derfor ikke tjener penge. I Sierra Leone får man ikke penge fra staten. Man kommer ikke gratis til læge og på hospitalet, sådan som vi kan i Danmark. I Sierra Leone må man klare sig selv eller få hjælp af sin familie – derfor er det ekstra vigtigt at have et arbejde.  

Diamanterne, der skal op af jorden, skaber arbejde. Folk, der arbejder i minerne, tjener ikke mange penge. Men det er nok til, at de kan købe mad og måske sende deres børn i skole. Men der er også problemer med diamantminerne.

Miner ødelægger landbrugsjord og natur
Når der skal graves diamanter op, graves der kæmpe huller i jorden. Det vil sige, at folk mister steder, hvor de kan dyrke grøntsager, som de kan spise og sælge på markedet.

Forurening
Der bruges ofte kemikalier i minerne. De forurener naturen og skader dyrene, der bor i området. Det betyder også, at drikkevandet i området bliver forurenet.  

Børnearbejde og farligt arbejde
Arbejdet i minerne er ofte farligt, og der sker tit ulykker. I nogle miner arbejder der også børn. Når børn arbejder i en mine og ikke kommer i skole, mister de muligheden for uddannelse og en bedre fremtid.

Folk flytter
Når jord skal bruges til minedrift, bliver folk ofte tvunget til at flytte. Nogle gange flyttes de langt væk. Måske flyttes de til jord, hvor der ikke kan dyrkes grøntsager. Eller som ligger langt væk fra markedet, hvor mange arbejder. Det betyder, at folk mister muligheden for at tjene penge og skaffe mad.

Korruption
Korruption betyder, at nogen betaler andre for noget, de ellers ikke har ret til. I Sierra Leone er det høvdingene, der skal holde øje med, om mineselskaberne forurener i deres område. Hvis et mineselskab betaler penge til en høvding og får lov til at forurene, kaldes det korruption. Korruption går som regel ud over de fattigste. De får ingen penge, og det er dem, der skal leve på den forurenede jord.