Ishmail Beah var børnesoldat i Sierra Leones borgerkrig, fra han var 13 år, til han blev 17 år. Ishmail var en almindelig dreng, der var glad for rapmusik og dans. Han havde en stærk familie og gode venner. Men en dag kom borgerkrigen. Regeringshæren gjorde ham og hans venner til børnesoldater, der skulle slås med geværer.

Ishmail Beah har skrevet en bog, der hedder: ”Den Lange Vandring”. Den handler om hans erindringer fra krigen. Han oplevede mange grusomme ting i de år, han var børnesoldat.

Når man bliver tvunget til at være soldat, glemmer man, hvem man er, for at kunne gøre eller være vidne til alle de frygtelige ting, man oplever som børnesoldat. I bogen fortæller han:

”Jeg lagde mig på ryggen med hænderne under hovedet og forsøgte at fastholde erindringer om min familie. Deres ansigter syntes at være gemt af vejen længst inde i min erindring, og for at nå dem måtte jeg igennem smertefulde erindringer først. Jeg længtes efter min bedstemors blide, mørke og skinnende, gamle hænder; min mors arme, når hun trak mig ind i sin favn under mine besøg, som om hun ville gemme og beskytte mig; min fars latter når vi spillede fodbold og når han om aftenen jagtede mig med et vandfad med koldt vand for at få mig i bad.” (Fra ”Den Lange Vandring” af Ishmail Beah, 2007, s.75)