Mød 12-årige Yayae med kælenavnet Small

Alle synes, det er sjovt, at Yayae bliver kaldt for Small. Hun er nemlig meget høj – højere end de fleste på holdet. Hun har spillet fodbold i tre år. Nu spiller hun i klubben FANT sammen med Menunatu.

Det er bedre at spille i FANT”, forklarer hun. ”Vi lærer meget mere, fordi vi har gode trænere. Og så får vi både tøj og fodboldstøvler.” Small kan rigtig godt lide at spille fodbold. ”Det har givet mig meget selvtillid at spille,” fortæller hun.

På billedet her ses Small sammen med den nye træner Martha. Her kan du tydeligt se, hvor høj hun er. Small bor i Kroo Bay ligesom Menunatu. Hun bor sammen med sin mor, far og storesøster. Hendes far arbejder ved militæret og er ikke så meget hjemme. Hendes mor arbejder på det lokale marked. Her sælger hun blade, som bruges i madlavning. I starten syntes hun ikke så godt om, at Small spillede fodbold. Men hun kunne se, at datteren fik meget ud af det, så nu er det helt i orden for hende.

Small er født i Kroo Bay. ”Jeg regner med at blive boende her,” siger hun. Det eneste tidspunkt, hvor det ikke er rart, er i regntiden. ”I regntiden kan hele vores område blive oversvømmet;” forklarer hun. ”Så kommer der vand i husene, og rendestenene flyder over.”

Small bor i et lille hus. Hun deler sengen med sin mor og sin storesøster. Small vil gerne være forretningskvinde – hendes bedste fag i skolen er matematik. ”Det er vigtigt at kunne regne, når man skal købe og sælge ting,” siger hun med et smil.