Foto: Arne Simonsen

Når en orkan rammer

Sidst ændret
02.07.2020

Guatemala rammes næsten hvert år af orkaner. Skaderne ved en orkan varierer meget og afhænger af orkanens styrke og det vejr, der følger efter. Det er altid de fattigste, der rammes hårdest, fordi de har sværere ved at komme på fode igen efter en katastrofe. For eksempel kan det være svært at få råd til at genopbygge sit hus.

Orkanen Stan, der ramte Guatemala i oktober 2005, var specielt slem. Værst var de store mængder af regn, der mange steder førte til mudderskred.

En begravet landsby

Byen Panabaj, der ligger tæt på Atitlan-søen, blev særlig hårdt ramt af orkanen Stan. Et 12 meters højt mudderskred væltede en nat ind over byen, mens de fleste af landsbyens indbyggere lå og sov. Derfor nåede de ikke at flygte i tide.

I flere dage søgte hjælpearbejdere og folk fra de andre landsbyer efter overlevende i mudderet. Hurtigt måtte de indse, at hovedparten af landsbyens indbyggere var døde. Folk var blevet dækket af mudder, mens de sov og var ikke til at redde. Næsten alle landsbyens 1.400 indbyggere døde. Landsbyen blev erklæret for en massegrav.

Mistede afgrøder

Landsbyen La Voz, hvor folk lever af at dyrke kaffe, fik skyllet halvdelen af deres kaffetræer væk under orkanen Stan. Kaffehøsten var netop gået i gang. Landsbyen mistede næsten 80 % af årets udbytte. De fleste mennesker i Guatemala har ingen forsikring. Derfor har naturkatastrofer store konsekvenser. Der er ingen, der hjælper folk med at komme på fode igen. Følgerne af en orkan kan derfor påvirke hele landsbyer gennem mange år.

Ødelagt infrastruktur

Orkanen Stan og den efterfølgende regn ødelagde mange veje i Guatemala. Det betød, at mange landsbyer blev isoleret. Det var svært at få nødhjælp ud til de områder, der var værst ramt. I lang tid efter orkanen Stan var det umuligt for folk fra mange landsbyer at komme til byen, og hente mad eller søge lægehjælp.

Ødelagt landbrugsjord

Når det regner så meget, bliver jorden skyllet væk fra markerne. Jorden lægger sig i store bunker. Det gør det meget svært at dyrke jorden.