Når familien flytter

Nima er 9 år. Hendes familie er nomader. Det betyder, at de ikke har et fast sted at bo. Nima går ikke i skole. Der er for langt at gå. Hver dag laver Nima det samme som de voksne. Hun passer dyr, laver mad, henter vand og brænde. Når der er tid, så leger Nima med sine søstre og brødre. Hun har ikke andre venner.


Her ser du hele familien. Det er Nima med den sorte bluse i midten. Start til venstre, så kommer alle deres navne: Souri 16 år, Alusine 14 år, Magariew 6 år, Mohammed (far), Sheku 8 år (blå bluse) Nima 9 år, Mariama-Sajoh 11 år, Fatmata (mor), Umu 1½ år, Mariama-Siray 4 år, Sajoh 5 år (plejesøn) og Aminata 18 år. Familiens efternavn er Barrie - Foto: William Vest-Lillesøe.

Nimas familie
Nima bor sammen med sin far og mor og ni søskende. Hendes fætter på fem år bor der også. Så de er 10 børn. Hendes storesøster Aminata er 18 år, og hun er den eneste, der går i skole. Aminata bor hos en familie i den nærmeste store by, Kabala. Det bliver hun nødt til for at komme i skole. Derfor er hun kun hjemme i weekenden. Nima kunne også godt tænke sig at gå i skole.


Foto: William Vest-Lillesøe

Hvordan lever nomader?
Nomader er familier, der flytter fra sted til sted. Nima og hendes familie er heldige. De har fået lov til at bo i deres små huse i fire år nu. Men de ved aldrig, hvornår de får besked på at flytte. De ejer ikke deres jord og deres huse. Det er områdets høvding, der har givet dem lov til at bo på et stykke jord. De har fået at vide, hvor deres køer og geder må græsse. Og de har fået lov til at dyrke et stykke jord, så de kan få noget at spise.

De dyrker kassava, kartofler og majs, som de selv spiser. De har også forskellige krydderurter. Der er majs på en mark tæt ved den rydning, hvor de har bygget deres små hytter. Det andet stykke jord ligger langt væk. Nomader er kendt for at have dyr – og det har familien Barrie også. De har køer, geder og høns. På den måde får de også æg og mælk som en del af deres mad. Noget af mælken bliver hældt på flasker og solgt, og de bruger også mælk til at kærne smør, som de kan sælge. Når familien har større udgifter til tøj og sko – eller hvis nogen skal til lægen – så må de sælge en af deres køer eller geder.

Jeg ønsker en anden fremtid for mine børn
Mohammed Barrie fortæller, at han gerne ville have alle sine børn i skole. Men det er ikke så nemt. Hvis børnene skal gå i skole, må han først finde en familie, som de kan bo hos, og som kan passe på dem. Familien bor for langt væk til, at børnene selv kan gå til skole hver dag. I hvert fald når de er små. ”Vi har det godt. Vi sulter ikke. Men jeg ønsker ikke, at mine børn også skal leve som nomader,” siger han.

Nima kunne også godt tænke sig at komme i skole. ”Så kunne jeg læse,” siger hun genert. Nima fortæller, at hun gerne vil have et arbejde, hvor hun er ansat et sted. Hun uddyber det ikke nærmere. Men måske håber hun også på en tilværelse, hvor man ikke er nødt til at flytte fra sted til sted.

Er nomader udstødte?
”Samfundet udstøder ikke nomader i Sierra Leone,” siger Nelson Nyandemoh fra IBIS´ kontor i Kabala. Han forklarer, at det er svært for nomader at blive en del at landsbyernes fællesskab, når de ikke bor der. Deres aktiviteter holder dem væk – de passer deres dyr og marker, som ofte ligger afsides. ”De har kun mulighed for at komme til byen, når der er marked eller større fester. Så på den måde er de uden for landsbyernes daglige fælles liv.