Sekouba spiller djembe

Sidst ændret
12.10.2016

Sekouba spiller djembe. I filmen kan du høre, hvor mange forskellige lyde, trommen kan frembringe. Sekouba har øvet sig meget for at blive så god til at spille. Man spiller altid djembe med hænderne.

Djemben har form som en pokal. Den er lavet af udhulet træ med et skind spændt udover – som regel bruges der gedeskind. Skindet spændes ud ved hjælp af snorene. En mellemstor djembe vejer ca. 9 kg.

Ordet djembe kommer fra Mali

 

Ordet djembe kommer fra bambara-folket i Mali. De har et udtryk, som lyder: "anke djé, anke bé." Det betyder: "alle samles i fred." Det er trommens formål. (Ordet djé betyder at samles, og ordet bé betyder fred.)

Djemben har været kendt i Vestafrika i mange år.  Den er knyttet til kongedømmet Mali, som går tilbage til omkring år 1200. Kongedømmet var et landområde, der bestod af de lande, som i dag hedder Mali, Guinea, Burkina Faso, Elfenbenskysten, Gambia og Senegal.11

Sekoubas familie er grioter – altså en musiker-familie. Nogle instrumenter som balafon, n'goni og kora bliver kun spillet af grioter. Men det gælder ikke djemben. Alle må spille djembe. Det er dog stadig sjældent, at kvinder spiller tromme. Det er mest almindeligt, at kvinderne synger og danser.