Skabelsesmyten fra Popul Vuh

Sidst ændret
25.02.2015

En af de vigtigste historier, der er fortalt i Popul Vuh er Skabelsesmyten. Den fortæller om, hvordan jorden og de første mennesker blev til.

Før der var liv på Jorden, var alt helt mørkt, stille og øde. Alt var dækket af vand. I vandet lå der seks guder. De var dækket af blå og grønne fjer. I Himlen svævede guden Hurakán. Han var Himlens Hjerte.

De seks vandguder og Hurakán skabte sammen Jorden. Guderne spredte en masse energi på Jorden. Sådan fik Jorden et hjerte. Dette kaldte de for Jordens Hjerte.

For at adskille Himlen fra Jorden plantede de et ceiba-træ. Træets rødder gik hele vejen fra Underverdenen til Jorden og strakte sig op til Himlen.

Nu begyndte der at vokse planter op af jorden. Senere kom dyrene til. Dyrene kunne hverken tale eller tilbede guderne. Derfor besluttede guderne sig for at skabe mennesker.

De første mennesker

Først skabte guderne mennesker af mudder. De første mennesker havde ingen sjæl. Guderne vaskede dem derfor væk med regn.

Guderne skabte derefter mennesker ud af træ. Disse kunne heller ikke tilbede guderne, så de døde hurtigt. Det siges, at de overlevende blev til aber i træerne.

Boldspil mod underverdenen

To af guderne kunne godt lide at spille boldspillet Pok á tok. Hver gang de spillede, begyndte de at råbe og skrige, fordi de gik så højt op i spillet.

De råbte og skreg så højt, at kongerne i Underverdenen kunne høre dem. Kongerne inviterede de to guder til at spille bold med dem i Underverdenen.

Da guderne kom til Underverdenen hilste de på kongerne af Underverdenen. Der var noget galt. Det var ikke kongerne de hilste på. Det var to figurer skåret ud i træ.

”Dette var en test”, sagde de rigtige konger. ”Og fordi I ikke bestod testen, så skal I ofres”. Kongerne af Underverdenen dræbte de to guder. De begravede dem i Underverdenen og satte hovedet af den ene op på et træ.

En jomfru ved navn Blodkvinden kom forbi hovedet. Hovedet begyndte at tale til hende. Da hun rakte hånden frem spyttede hovedet hende i hånden. Spyttet blev til to børn inde i maven på Blodkvinden. Hun fødte tvillinger: Hunahpu og Xbalanque.

Tvillingerne blev, ligesom deres far, dygtige boldspillere. De ville gerne vække deres far tilbage til livet. Derfor udfordrede de kongerne af Underverdenen til at spille bold. Hvis tvillingerne vandt kampen, ville deres far blive vækket til live igen. Heldigvis vandt tvillingerne kampen. Deres far genopstod som Majsguden.

Solen, månen og majsen

Efter at tvillingernes far var genopstået, kunne de vende tilbage til Himlen. De vandrede op til Himlen og blev til solen og månen.

Deres far, Majsguden, fortalte de andre guder, hvordan de kunne skabe mennesker af majs. Ifølge Popul Vuh blev det af majs, man kunne skabe mennesker med en sjæl. Mennesker, der kunne tilbede guderne.