Slavehandel i Sierra Leone


Kort over Guinea-kysten.

Da europæerne kom til kysten

Mange lande i Europa handlede med varer fra Afrika. Det foregik sådan: Folk fra Nordafrika købte varer af folk fra Vestafrika. Så solgte de varerne videre til folk fra Europa.

Nu besluttede europæerne, at de selv ville hente varerne i Vestafrika. De mente, det ville være billigere. I 1471 kom de første skibe fra Portugal. Fra den tid voksede handlen med guld, elfenben og andre varer. Hele kysten hed dengang Guinea-kysten.På kortet ses det, at området omkring Ghana og Elfenbenskysten blev kaldt for Guldkysten, mens strækningen ved Sierra Leone blev kaldt ”Riskysten.” De fik navn efter det, der blev handlet mest med.

Slavekysten

200 år senere, omkring år 1650, begyndte handlen med mennesker. Europæerne fandt ud af, at de kunne tjene mange penge ved at handle med slaver. Handlen foregik på hele kysten, hvor europæerne byggede forter til at beskytte sig selv og slaverne.

Slaverne blev solgt for våben, krudt og brændevin. Fra kysten blev de fragtet til Vestindien og Amerika, hvor de blev solgt og skulle arbejde på store plantager. Her blev der især dyrket ris, bomuld, sukkerrør og indigo.


Folk fra en landsby bliver bortført som slaver

Slavens lange rejse

Slaverne blev hentet inde i landet og nogle gange langs kysten. De kunne være krigsfanger, som blev opkøbt af slavehandlere eller frie mennesker, som blev kidnappet. Nogle slaverhandlere satte ild på tre sider af en landsby. Når folk flygtede ud til den side, hvor der ikke var ild, stod slavehandlerne klar til at fange dem.

Når slaverne var købt eller taget til fange, måtte de gå den lange vej til forterne ved kysten. Kvinderne var bundet sammen med reb. Mændene havde ofte en jernbøjle om halsen. En kæde gik fra jernbøjle til jernbøjle. Sådan kunne 50 mænd være lænket sammen. Når slaverne nåede frem til fortet, blev de undersøgt af en læge eller købmænd. Så skulle man blive enige om en pris. Derefter blev slaverne brændemærket og kom i slavekasserne, som det hed, indtil skibene skulle sejle.

Bunce Island

I Sierra Leone var det Bunce Island, der var det største udskibningssted for slaver. Bunce ligger cirka 30 kilometer fra Freetown i det, der i dag bliver kaldt Freetown Harbour. I 1670 byggede briterne et fort på den lille ø, som bare er 350 meter lang og 315 meter bred. I de næste 130 år blev titusindvis af mennesker holdt fanget der, før skibene var klar til at sejle.

Skibene, der sejlede over Atlanterhavet, var sejlskibe. De var afhængige af vind og havstrømme, når de skulle sejle. Vinde og strømme er ikke lige stærke hele året, så rejsen skulle planlægges godt. Det var ikke ligegyldigt, hvornår man rejste. Derfor måtte slaverne ofte vente i måneder på forterne, før skibene kunne sejle.

På skibene blev slaverne stuvet sammen. Jo flere slaver, der var plads til, jo flere penge kunne man tjene. En mandsslave blev tildelt 180 x 40 cm og 70 cm i højden. Kvinder og børn fik lidt mindre plads. Det er nogenlunde som at bliver lagt i en kiste. En rejse kunne vare flere måneder. I al den tid opholdt slaverne sig det meste af tiden under dæk. En gang om dagen kom de op og fik frisk luft og bevægede sig. Rejsen var hård. Mange slaver og besætningsmedlemmer døde undervejs.

Bunce Island i dag - stedet, hvor historien sover


Bunce Island i dag, hvor vegetationen gror ind over de gamle ruiner

"Mens båden langsomt nærmer sig de stille kyster på Bunce Island, har jeg en stærk følelse af at vende tilbage i tiden til et af de mørkeste kapitler i historien." Ordene kommer fra en mand, der arbejder på at få det gamle fort restaureret.