Mohammed står foran tavlen med en pind i hånden. Han bruger pinden til at pege på de ord, hans lærer har skrevet på tavlen. Mohammed ved ikke rigtigt, hvad ordene betyder, for de er på engelsk. Men han læser dem med høj og klar stemme, og børnene i 1. og 2. klasse gentager ordene i kor. For hvert ord han læser højt, slår han pegepinden ind i tavlen, så det giver et lille smæld.

Læreren er der ikke, så det er Mohammed, der underviser sine kammerater. Mohammed er omkring otte år gammel. Han ved ikke præcis, hvor gammel han er eller hvornår han har fødselsdag. Til gengæld er han helt sikker på, at han går i 2. klasse.

Mohammed synes, at det er let at undervise, også selvom det er på engelsk. Hans eget sprog hedder vagla og tales af alle i landsbyen. Der er ikke ret mange i landsbyen, der taler engelsk. Mohammed vil gerne selv være lærer i landsbyen en dag, og derfor gør han sig umage i skolen. Nogle gange giver han pegepinden til en anden elev, så et andet barn også kan prøve at være lærer. Der er kun én lærer på hele skolen. Han skal undervise alle seks klasser på en gang. Derfor må eleverne hjælpe til og undervise hinanden.

Det er ikke kun lærere, der mangler. Der er heller ikke klasseværelser nok til alle klasserne i skolen, som børnenes forældre selv har bygget. Der er faktisk kun to klasseværelser, et hvor 3. og 4. klasse går sammen, og et hvor 5. og 6. klasse går sammen.

Mohammed og de andre børn i 1. og 2. klasse sidder udenfor skolen under et halvtag af palmeblade. Nogle har taget deres lillebror eller lillesøster med, så lærer de også lidt. Forældrene har bygget halvtaget, så børnene kan sidde i skyggen. Før i tiden måtte de sidde ude under den brændende sol.

Der er ikke mange møbler i klasserne, kun nogle få bænke og skamler, der er børnenes egne. Dem tager de med hjem, når de har fri, så de kan bruge dem derhjemme. Vinduerne er bare nogle huller i den rå lermur. På Mohammeds skole er det ikke alle elever, der har skoleuniform på. Her på skolen behøver de nemlig ikke have uniform, for den gamle høvding i landsbyen synes, at det er vigtigt, at alle børn går i skole – også selvom de ikke har råd til en uniform. Sådan er det ikke på alle skoler.

Mohammed har en klassekammerat, der hedder Zina. De har begge to skoleuniform på. Mohammeds er lidt laset, og der er store huller i. Hans uniform er en orange skjorte og bukser, der er brune som chokolade. Zinas er en kjole, der er orange og brun ligesom Mohammeds. Den er også meget slidt. Når skoledagen slutter klokken et, er Zina meget sulten, for om morgenen inden hun går i skole, drikker hun kun lidt vand. Hendes familie har ikke ret meget mad for tiden, så de spiser kun to gange om dagen. Frokost og aftensmad. Derfor må Zina vente med at spise, til hun kommer hjem fra skole. Om eftermiddagen skal Zina hjælpe sin mor med at passe de mindre søskende. Det er også Zinas opgave at hente vand og vaske tøj. Zinas mor og far synes, at hun skal have en uddannelse, inden hun skal giftes. Og Zina kan godt lide at gå i skole. Hun vil nemlig gerne være sygeplejerske en dag, og så skal man først gå i skole.