Naturmedicin og heksedoktor - trin 2

Ligesom i Danmark bruger Liberianerne almindelige læger, hvis de bliver syge. Men for mange, er det svært at få råd til at gå til lægen. Man skal nemlig betale for at gå til lægen i Liberia. Det kan også være, at der er rigtig langt til det nærmeste hospital, så det vil tage flere dage at komme derhen. Derfor er der mange, der opsøger læger, som bruger traditionelle behandlingsmetoder og naturmedicin. Under borgerkrigen måtte mange også anvende naturmedicin, fordi der ikke kom nok medicin til landet.

En heksedoktor er..

-en person, der menes at have overnaturlige kræfter. Heksedoktoren er i stand til både at velsigne og forbande andre mennesker. Det siges, at et menneske, der er blevet forbandet af en heksedoktor, ikke vil få succes i livet, og i værste fald vil personen dø. Derimod menes velsignelsen fra en heksedoktor at give immunitet overfor livstruende sygdomme og bidrage til succes i livet.

Naturmedicin kan ikke helbrede alle sygdomme, og slet ikke dem, der er det største problem i Liberia, eksempelvis smitsomme sygdomme som diarré, kolera, mæslinger og HIV. Men nogle gange er naturmedicin slet ikke så tosset. Liberianere fra den etniske gruppe Bassa bruger naturens urter til mange forskellige ting.

Naturlig tandbørste

I Liberia og andre lande findes der et særligt træ, hvis grene kan bruges som tandbørste. Man fjerner barken fra den første centimeter af grenen, og så tygger man på grenen, indtil den bliver blød - så er den klar til brug. Man behøver ikke engang bruge vand. Efterhånden som den bliver gammel, kan man skære det brugte stykke af og starte forfra. Når man tygger på grenen og børster tænder med den, udgiver den en væske, som er sund for tænderne. Det er rigtig smart, hvis man ikke har råd til en tandbørste og tandpasta.

Lindring af forkølelse

Hvis man er forkølet i Liberia og ikke har en næsespray som herhjemme, er der god hjælp at hente i naturen. Som du kan læse om i emnet om mad, spiser man mange chilier og stærke peberfrugter i Liberia, men de kan også bruges til at lindre forkølelse. Chilierne hakkes og steges, hvorefter de kommes i en lille skål eller lignende, som holdes op til næsen, mens man trækker vejret kraftigt ind af næsen.


I Liberia bruger man meget naturmedicin, når man bliver syg - foto: Ricardo Ramirez

 

På den måde løsner man op for snottet og kan trække vejret igen. Bagefter kan man spise ”vaye-mon-kpan”, som er ris med stærke krydderier. Det har samme effekt. Hvis man er rigtig modig, kan man koge skindet fra firben og frøer. Hvis man drikker væsken, skulle det hjælpe mod hoste.

Når slangen kommer for tæt på…

I Liberia lever der flere farlige dyr, end der gør i Danmark. Derfor er det smart, at der findes nogle særlige urter, som er så giftige, at de kan bedøve et mindre dyr, så det ikke kommer for tæt på. Urterne kommes på en pil, som med bue og pil skydes ind i dyret. Det kan for eksempel bruges på slanger.
Læs mere om dyrelivet i Liberia under temaet Natur og klima.

Aloe vera

Aloe vera er en plante, som kan leve de fleste steder – også i Liberia. Den trives nemlig godt i varme. I Aloe vera plantens blade findes der en gele, som er god til mange forskellige ting. For eksempel er den god, hvis man har brændt sig eller har en rift eller et sår. Så kan gelen virke afkølende og mindske irritation, hvis det klør. Den er også god på insektbid eller andre hudirritationer. Herhjemme bruger man aloe vera på solskoldet hud.

Vidste du, at der i Liberia kun er tre læger pr. 100.000 indbyggere, mens der i Danmark er 366 læger pr. 100.000 indbyggere.