Én jordemoder og to læger til tusinder af fødende kvinder

Fødeklinikken Adams Clinic i Ghanas næststørste by Tamale ligger på den trafikerede hovedgade tæt på den centrale busterminal. Højgravide kvinder fra hele provinsen ankommer hver morgen til klinikken efter lange rejser, som de har tilbagelagt både til fods og i overfyldte busser. Men de er alligevel nogle af de heldige, mange ghanesiske kvinder har nemlig slet ikke muligheden for at komme til klinikken for at føde.

Til klinikken i Tamela er der tilknyttet tusinder af kvinder til én jordemoder og kun to læger. Risikoen for at miste livet i barselssengen ville være langt mindre for mange ghanesiske kvinder, hvis der var lettere adgang til en fødeklinik.
Ingen hjælp til fødsel om natten.
Kvinderne modtages på klinikken af jordemoder Mary Baueale. Hun foretager gynækologiske undersøgelser af kvinderne, tjekker barnets hjertelyd og skønner barnets størrelse. Hvis kvinderne er gået i fødsel, bliver de indlagt, så de kan føde barnet på klinikken. Men er kvinderne ikke gået i fødsel endnu, bliver de sendt hjem, da klinikken ikke har åbent om natten. Mary fortæller, at hovedparten af alle kvinder føder deres børn om natten eller i de tidlige morgentimer, derfor er det et stort problem, at hun er den eneste jordemoder på klinikken, og at den har lukket om natten. Hun håber i en nær fremtid at kunne udvide åbningstiden til 24 timer og ansætte mere personale.

Død i barselsseng

Mange kvinder i Ghana dør i barselssengen og det sker især for kvinder, som føder uden kyndig hjælp og vejledning. Klinikkens ene læge Athyi Dorahabu fortæller, at meget unge piger på 14-15 år, slet ikke er færdigudviklet fysisk, og derfor har størst risiko for at miste livet under fødslen. Det er helt almindeligt at føde sit barn i den landsby, hvor man bor i en hytte af strå og ler. I mange landsbyer er der traditionelle fødselshjælpere, som er dygtige til at hjælpe den fødende. Men der er også landsbyer, som ikke har en traditionel fødselshjælper, her er det familiens ældre kvinder, som hjælper den fødende, og det er ofte her fødslen går galt. De unge kvinder, som dør i barselsseng, mister livet, fordi der er komplikationer under fødslen, måske ligger barnet forkert, eller moderkagen løsner sig før tid og kvinder forbløder. Men oftest er årsagen, at den unge kvinde har haft veer i mange timer, mere end et døgn, og så opfordrer familien hende til at presse barnet ud, før hun er helt åben. Livmoderåbningen skal være 10 cm. i diameter, før kvinden kan føde barnet. Hvis kvinden begynder at presse barnet ud, når hun er 7-8 cm. åben, så er det forgæves, hun bliver træt og kroppen opgiver.

Risikoen for at dø i barselsseng er størst for kvinder, som ikke har gået i skole

Klinikkens læge Athyi Dorahabu fortæller, at uddannelse har rigtig stor betydning. Kvinder, som ikke har gået i skole, bliver oftere gift i en meget ung alder, nogle gange kun 12 år gamle og bliver dermed gravide så tidligt, at de hverken er fysisk eller psykisk parate til at passe på et lille barn. Når man ikke har gået i skole, får man sjældent et arbejde, hvor man tjener penge. Det betyder, at de unge kvinder ikke har råd til at søge ind til fødeklinikken, da de hverken har råd til transporten eller den sygeforsikring, det kræver for at være på klinikken.

Har man i Ghana lønnet arbejde, har man oftest en sygeforsikring indregnet i lønnen. Men lever man i en landsby af at dyrke jorden og holde geder, så skal man selv sørge for sygeforsikringen, og det har mange ikke råd til. Athyi fortæller samtidig, at piger uden uddannelse ofte ved meget lidt om graviditet og fødsel, og de søger ikke hjælp under graviditeten hos en jordemoder, som kan tjekke om graviditeten forløber normalt. Athyi viser stolt klinikken, som indeholder to stuer, en til kvinder i fødsel og en til kvinder og deres nyfødte barn. Han viser også operationsstuen, som klinikken lige har indrettet, men som han siger, ’så mangler vi bare kirurgen’.

Rådgivning i forbindelse med fødsel kan redde liv

En stor risiko for gravide kvinder i Ghana og andre afrikanske lande er malaria. Malaria er langt farligere for gravide og deres ufødte børn, end hvis man smittes uafhængigt af en graviditet. Derfor lærer jordemoderen på klinikken i Tamale kvinderne, at det er meget vigtigt, at de sover under et myggenet mens de er gravide, og der uddeles gratis myggenet. De kvinder, som aldrig kommer til klinikken, får hverken myggenet eller rådgivning, og de løber derfor en større risiko for at miste livet i forbindelse med deres graviditet og fødsel. Der er brug for langt flere fødeklinikker i de afrikanske lande - landområderne omkring Tamale er ingen undtagelse.