Samuel K. Doe - trin 3 og 4

Samuel Doe var den første præsident i Liberia, som ikke var efterkommer af de frigivne slaver - læs mere under Historien i korte træk - som i over et århundrede udgjorde eliten i Liberia. Han kom til magten ved et militært kup i 1980, der afsatte den siddende præsident William Tolbert, som senere blev henrettet af Does soldater. I starten var der stor opbakning til Doe blandt den oprindelige befolkning, men det blev hurtigt klart, at han favoriserede den etniske gruppe, Krahn, som han selv tilhørte.

Desuden manglede Doe og hans mænd erfaring og uddannelse og var ikke i stand til styre et land på en fornuftig måde. Hans regime udviklede sig til at blive et brutalt, militært regime. I 1985 svindlede han sig til præsidenttitlen ved et dybt korrupt valg. Ikke desto mindre blev USA ved med at støtte ham, og sende bistandspenge til Liberia, som gik direkte i lommerne på magthaverne, hvilket har bidraget til, at Liberia i dag har en meget stor gæld. Først i slutningen af 1980’erne begyndte USA at skære ned i bistanden til Liberia.

Efter det korrupte valg tog undertrykkelsen af befolkningen til. Aviser blev lukket og politisk opposition var forbudt, hvilket betød, at man ikke måtte have andre holdninger end Doe og udtrykke mistillid til hans styre. Does regime begyndte også at genere andre etniske grupper end Krahn, og dette medvirkede i høj grad til den senere borgerkrig. I 1990 blev Doe taget til fange af en oprørsgruppe, som torturerede ham ved blandt andet at skære hans øre af, og bagefter blev han dræbt.

Militærkup / statskup

Et militært kup eller statskup er en pludselig og ofte voldelig overtagelse af magten. Det militære kup er ikke demokratisk og udføres af militæret eller en mindre gruppe, som er uenige med dem, der sidder på magten.