Af Vagn Berthelsen, generalsekretær i IBIS

Danske forskere advarer i JP den 13. januar om, at ’effekten af u-landsbistanden er lig nul’ på baggrund af en undersøgelse af en række afrikanske lande, lavet at professor Martin Paldam. Det fremgår af artiklen, at der ikke kan dokumenteres en positiv effekt på den økonomiske udvikling.

Danmark bruger årligt 14 milliarder kroner på u-landsbistand, og vi forventer, at vi får noget for pengene. Det er vigtigt at slå fast, at lang række evalueringer viser, at det gør vi også! Hvad enten vi snakker om at børn får en uddannelse, aids bliver forebygget, fred sikret, demokrati etableret, miljø teknologier introduceret mv. Det bliver i artiklen let hånligt rubriceret som socialforsorg. Det kan man mene, jeg opfatter resultaterne som langt bredere end som så, selv om det da er rigtigt at specielt nødhjælp handler om at sikre overlevelse. Det er i min optik klart, at den rige verden har et moralsk og politisk ansvar for at hjælpe den fattige verden.

Tilbage til artiklens kernepunkt: Hvad betyder bistanden for den økonomiske udvikling?

Proportionerne!

Hvad er en realistisk forventning? I den løbende debat får man ofte indtryk af, at hvis Danmark giver 4-500 millioner til et u-land til projekter, så ligger det i luften, at ’så er den klaret’. Det er værd at sætte tallet i perspektiv: Roskilde kommune, som jeg bor i, havde i 2007 et budget på godt 5,7 milliarder kroner! Det vil sige at to store kommuner i dagens Danmark har et budget der svarer til den samlede danske u-landsbistand. Danmark giver ofte bistand til lande, som geografisk og befolkningsmæssigt er langt større end Danmark. Det er ganske enkelt ikke realistisk at forvente, at bistanden alene kan trække u-lande ud af fattigdom. Det gælder også selv om Danmarks bistand suppleres af bistand fra andre lande.

Handel er afgørende.

De store penge ligger i handlen. Kina og Indiens eksempler viser, at det store træk ud af fattigdommen kommer, når lande bliver stærke nok til at tiltrækker investeringer og konkurrere på verdens markedet. Derfor er det i parentes bemærket paradoksalt, at der har været uendelig lidt opmærksomhed om de frihandelsaftaler, som EU for tiden forhandler med de afrikanske lande. Aftalerne har meget vidtrækkende betydning for u-landene og de afrikanske ledere protesterer højlydt mod det de opfatter som EU’s revolverpolitik for at fremtvinge europæisk markedsadgang uden hensyn til en sårbar, lokal industri og til et landbrug, som ikke kan konkurrere mod europæisk landbrug, der som bekendt subsidieres med betydelige midler.

Bistanden kan uddanne fattige mennesker, så at de kan få et job og så de kan blive bedre til at udvikle deres forretning. Bistand kan støtte nødvendige reformer indenfor f.eks. retsvæsen, arbejdsmarkedet eller sundhedssektoren. Bistand kan hjælpe med at introducere ny teknologi og hjælpe med nødvendig infrastruktur. Men alle ved, at der ikke er nogle snuptagsløsninger, der kan afhjælpe fattigdommen. Det er et langt og sejt træk og en række komplekse årsager og forudsætninger skal tackles. Bistanden kan (hjælpe med at) tilvejebringe rammerne for, at der kan skabes økonomisk udvikling, og det må ske i et positivt samspil med regeringerne i u-landene.