En frygtelig krig - borgerkrig og børnesoldater

I Sierra Leone sloges folket om magten. Det kaldes borgerkrig. Den varede i 11 år. Der var børn med i krigen, de var børnesoldater.

Borgerkrigen i Sierra Leone startede i 1991. Borgerkrig betyder, at forskellige grupper i et land slås. Borgerne i landet er uenige med hinanden og prøver at løse det med vold.

I Sierra Leone blev der borgerkrig mellem regeringshæren og oprørsgruppen. Oprørerne fik hjælp fra nabolandet, Liberia. De solgte nogle af landets diamanter for at skaffe penge til våben, så de kunne føre krig. De diamanter, der blev brugt til at betale for krig, kaldes bloddiamanter.

Under borgerkrigen blev halvdelen af folk i landet hjemløse, og mere end 200.000 mennesker mistede livet. Mange blev handicappede, fordi de mistede arme og ben under krigen. Mange børn blev lokket eller kidnappet og tvunget til at være børnesoldater.

Børnesoldater skulle kæmpe med våben i krigen, ellers ville de selv blive dræbt. De kunne også blive sat til at hjælpe soldaterne med at lave mad, gøre rent og bære tunge ting. Uanset hvad børnesoldaterne blev sat til, oplevede de grusomme ting. De så mennesker blive slået ihjel, de kunne selv blive tvunget til at slå ihjel, og de blev ofte udsat for vold.

Mange børn var under 12 år gamle, da de blev børnesoldater. Da krigen sluttede i 2002, var det svært eller umuligt for dem at komme hjem til deres familier. Enten fordi deres forældre var døde, eller fordi familierne afviste børnene på grund af de forfærdelige ting, de havde deltaget i. Disse børn skal lære at leve et almindeligt liv igen, og de skal gå i skole og lære at læse, skrive og regne. Derfor har IBIS været med til at oprette skoler for tidligere børnesoldater.

Borgerkrigen sluttede i 2002 - 11 år efter at den brød ud. Regeringshærens leder og oprørernes leder underskrev en fredsaftale, og der blev afholdt et demokratisk valg, hvor præsident Kabbah vandt stort.

Man kan stadig se, at det ikke er så længe siden, at der har været borgerkrig i Sierra Leone. For eksempel ses mange steder skudhuller i vægge.